§ 7 Hjælp, mand!

Idag skal vi tale lidt om: De hjælpsomme mænd.

Jeg skider på det. Eller det vil sige, det gør jeg ikke, for man kan ikke skide med kvalme. Hvis man prøver vil man indse, at det fremprovokerer brækrefleksen. Det skal vi ikke have noget af. Istedet vil jeg insistere på at skrive et indlæg om de fantastiske 6 mandfolk, som gjorde min Torsdag fuldendt og fremragende.

Sagen er den, at jeg i torsdags havde lånt min elskede Kusine Krusellos lille sprøde Kia-bil, så jeg kunne komme behageligt på arbejde. Og jeg gider ikke diskutere, hvad der er mest behageligt: 50 km egenkøretur i vildt snevejr eller 50 km med DSB, men jeg holder på det første. Jeg vil hellere spille hasard med mit helbred end sidde i det lortetog og det siger ikke så lidt om DSB. Det er nu ikke, fordi jeg hader al kollektiv transport. Overhovedet ikke. Jeg tager da ofte metroen, selvom jeg nægter at betale 23 kroner for at komme fra Porten til Kongens Nytorv. Jeg elsker metroen og det særlige danske koncept med at lade indgangen stå åben, så man ikke, som i Paris for eksempel, skal igennem nogle billethalløjer først. Her i byen kan man frit og kvit tage metroen og hvis der kommer en kontrollør kan man næsten altid nå at skride ned i den anden ende. Det virker måske lidt juvenile, men så overvej at give 46 kroner for at komme til middag hos Svigerfamilien kun 4 kilometer væk. Det er lidt sygt, ikke?

Ej, hvordan kom jeg egentlig ind på dét. Jeg skulle jo fortælle om alle disse pragtfulde mænd. Og hvorfor jeg i torsdag mente, at mænd er den 3. bedste opfindelse i verden - efter Kvinder og Alkohol. Jeg kan naturligvis ikke længere mene, at mænd er den 3. bedste opfindelse i verden. Ikke efter vores lille amatørindbrud samme aften. Men jeg mener stadig, at mænd er dejlige og herlige og noglegange ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem.

Jeg skulle afsted på arbejde om morgenen Lillejuleaftensdag. Til den sidste arbejdsdag inden ferien havde jeg flottet mig med at lave fletninger i håret og jeg havde en stor rød nissehue på, som Stodderen skulle bruge som Julemand overfor ungerne i opgangen om fredagen. Så det var en ret stor og meget rød nissehue jeg havde på og jeg var nok ret øm at se på i min frakke, som får mig til at ligne en Mumitrold. Øm, men yet Fabelagtig. Desværre var bilen sneet inde over natten og jeg kunne ikke, uanset hvor meget gas jeg gav den, rykke lortet ud af stedet.

Mit første møde med dejlige mænd blev to herlige arabere, som uden at tøve stoppede deres bil og kom ud i snevejret for at skubbe mig. Det er det jeg elsker ved Nørrebro. Man kan regne med at få hjælp. Jeg havde slet ikke spurgt eller vinket dem ind til siden. De gjorde det bare. Men det virkede desværre ikke, så de måtte køre videre - og jeg fik så den geniale idé at låne en sneplov eller hva fanden det hedder, en skovl en spade whatever, af Kaffesalonen. Her stod jeg så og oksede med at skovle sne og jeg svedte og bandede og svovlede og troede jeg skulle dø af udmattelse. Men så kom der sørme to dejlige mænd igen! Denne gang var det ovenikøbet yndlingsudgaven af slagsen: Vaskeægte håndværkere. Den ene tog min skovl og den anden sparkede sneen væk - og alt imens kunne jeg stå og nyde synet af to svedige håndværkere, der arbejdede for MIG, gratis og fabelagtigt, sexet og henrivende. Jeg takkede dem overstrømmende, da de gik og satte mig ind i bilen, for at køre. Men så var batteriet kraftedme gået. Og hvis jeg skulle lave tricket med at sætte den i anden gear og så videre, så krævede det at jeg blev skubbet igang. Og nu var der ingen mænd i nærheden. Men pludselig kom der en firmabil kørende og det viste sig at være vores nabohus' sneryddere. Jeg foreslog den ene af dem, at jeg kunne skovle sne for ham, hvis han imens gad sætte strøm på min bil.
Men det behøvede jeg ikke, for han kørte resolut sin bil hen til min og forsøgte at få sat kablerne sammen. Men så var de selvfølgelig for korte til at nå en skid, så han var nødt til at placere bilen på tre forskellige måder, før det lykkedes og jeg kunne tænde bilen. Imellemtiden havde hans bil tværet så meget sne hen til min bil, at der måtte skovles igen - og mens den ene mand skubbede mig, skovlede den anden mand sne foran og SÅ var jeg kørende.

Er det Fabelagtighed eller er det Fabelagtighed? Jeg mener, hvis de mænd ikke var kommet mig til undsætning, så havde jeg været nødt til at droppe det hele og vade hele vejen til Nørreport Station for at tage bumletoget til hundredevis af kroner og med ufatteligt tidsspilde til følge. De her mænd hjalp mig uden at tøve. De var så galante og så herlige og så dejlige. Klokken var lidt over syv - og havde det været mig, der var kommet forbi, som håndværker eller snerydder, så havde jeg fandme ikke gidet bruge mit krudt på andres problemer. Kun hvis jeg var blevet spurgt eller hvis jeg var i ekstremt godt humør. Og dét er forskellen på mænd og kvinder. Jeg behøvede slet ikke at spørge, de gjorde det bare. De var der bare. De stillede op, som de mandfolk de er og jeg kunne ærligt talt have knaldet dem af bar begejstring.

Det er mænd, som disse, der gør livet værd at leve. De gør det lækkert at være kvinde. De får mig til at føle mig, som en smuk yndefuld og sart prinsesse. Sådan en, der render rundt med en pastelfarvet solparasol ude i marken i 50ernes Georgia. Mænd, der ikke er bange for at tage fat og svine sig til og blive svedige for at hjælpe en kvinde i nød skulle have en fucking medalje. Og det siger jeg især, fordi de efterhånden er en mangelvare i verden. Vi skal over de 30 år, før vi ser dette pragteksemplar. De unge mænd har travlt med at råbe ligestilling og tale om bløde værdier, som om det rager os, og det er sgu sjældent at de snavser sig til. En gestus som ovenfor beskrevet vil en ung moderne mand finde ligeværdigt med at give en drink i byen. Og jeg vil skide på din drink. Jeg vil have stærke mænd med initiativ, som kender deres krop og ved, hvad den kan bruges til. Mænd, der synes kvinder er værd at hjælpe. Herlige bomstærke hårdtarbejdende mænd med hånden på pikken.

Og nej, jeg lægger ikke for meget i det. Jeg lægger lige præcis så meget i det, som en sådan oplevelse giver mig. Det gjorde mig glad resten af dagen. Jeg følte mig beskyttet i verden og smuk. Tak!